Erfaringer med Ispinden indtil i dag (31.marts-2008)


Jeg må erkende Kurt Karlssons ord, at man ikke kan tale om at en varmepumpe har en bestemt COP. Det er hele opstillingen som består af en masse forskellige forhold, der tilsammen bestemmer den endelige COP. Jeg kan let komme ned på 2,5 og lige så let op på 3,5 bare ved at ændre på en eller flere parametre, f.eks. fremløbstemperaturen. Alt skal trimmes korrekt ind efter forholdene i det enkelte hus for at opnå det optimale, og til det formål er en el- og energimåler en rigtig god ting hvis man ikke har stor erfaring i opsætning.

Nu er vinteren så godt som forbi. Ispinden har klaret det fint, der har kun været 5 dage alt i alt, hvor det har været tvingende nødvendigt at bruge backup-varmeforsyningen, som i mit tilfælde består af manuel fyring i brændeovnen. Det betyder at den er dimensioneret korrekt til mit hus.
Der har været mange dage, hvor den kun lige kunne holde temperaturen på de 22 grader, og hvor man måske nok kunne have ønsket, at den kunne levere lidt flere kilowatt, men det skyldes dels at Ispinden står for meget i læ, samt at mit hus er gammelt, uisoleret og utæt. Jeg kunne bare have valgt den lidt større model.  I år har jeg, for at Ispinden for alvor skulle vise hvad den dur til, og for at målingerne blev så korrekte som om det var Teknologisk Institut der havde lavet dem, ikke gjort nogle særlige tiltag for at holde COP oppe.
Til næste år vil jeg forsøge mig med alle mulige forskellige ting for at optimere COP, der er givetvis mange muligheder for forbedringer.

Ispinden kan bedst lide megen vind og høj luftfugtighed, helst regn. En grå dag uden nogen vind og med lav temperatur er bestemt ikke godt; så falder ydelsen ret så meget, som det ses af regnearket. Til gengæld har huset så heller ikke så meget varmebehov, så det passer i grunden meget godt sammen.

Jeg kan sammenligne mine målinger med en anden Ispinde-bruger fra Jylland, som har tilsvarende måleudstyr tilkoblet. Han har anbragt Ispinden helt optimalt på en bar mark 20 meter fra huset, og han får værdier som er 20% bedre end mine, endda selv om han kører med de samme forholdsvis høje fremløbstemperaturer som mig (46 grader).
Men hvor ville jeg dog gerne have sammenlignet med tilsvarende data også fra andre typer varmepumper. Men det synes at være umuligt at opnå.

En anden ting som er medvirkende til at gøre Ispinden meget økonomisk er den meget følsomme rumføler. Al varme fra f.eks. et tændt stearinlys eller et tændt fjernsyn eller fra mange mennesker bliver ”registreret”, fordi den stopper og starter kompressoren indenfor 0,1 grads interval.

Et godt råd til de brugere som allerede har installeret Ispinden: Når der er dannet megen rim på stavene (10-15mm), så børst det af med en kost. Grunden er at et let tøvejr i nogle tilfælde kan få rimen til at blive til grødis, som, når kompressoren starter,  kan danne en hård isskorpe. Ellers kan det tage flere dages tøvejr at komme af med isen, og selv om Ispinden stadig leverer varme, og man måske knap nok lægger mærke til det, vil både ydelsen og effektiviteten falde lidt. Rimen har derudover ved 10 mm tykkelse også en isolerende effekt, og jeg måler en stigning i ydelsen på 200-400 Watt hvis man børster det væk.
 
Vh
Carl Erik

www.jensensservice.dk

Built by Text2Html