Hvorfor valgte jeg Ispinden


Det har været en meget langvarig og svær proces at vælge varmepumpetype og –fabrikat. Jeg har været inde i mange overvejelser om det overhovedet var umagen værd.
Her vil jeg beskrive hele handlingsforløbet, måske kan det være nogle til hjælp som står over for lignende overvejelser.

Min kone og jeg købte et idyllisk stråtækt bondehus i oktober 2005. Opvarmingen bestod i et gammelt Tasso oliefyr i et udhus som lå 10 meter fra hovedhuset, samt en pejs med indbygget vandtank, (”gris” kalder man den), som var koblet til husets radiatorer og gulvvarme.

Jeg fandt hurtigt ud af, at for at få råd til varmeregningen ville det være nødvendigt enten at fyre med træ udelukkende, som den tidligere ejer havde gjort, eller finde på noget andet. Oliefyret var sådan set godt nok, kun 3 år gammel brænder og med støbejernskedel, men det var fra 70-erne og meget ineffektivt.

Jeg undersøgte markedet for varmepumper og snakkede med alle de mennesker jeg kunne komme i kontakt med, for at få så megen viden som muligt.
Jeg ville gerne allerede for et år siden have investeret i et luft til vand varmepumpeanlæg, men der var så mange modstridende og ufuldstændige oplysninger, at jeg opgav ævred og købte et Pioneer luft/luft 6 KW anlæg for i det mindste at få lidt erfaring med varmepumper. Luft/luft varmepumpen blev sat op i februar 2006 for at give ekstra varme på 1.sal, og har kørt upåklageligt. (Jeg bruger den dog ikke meget længere pga. Ispinden).
Ulemperne var imidlertid dels at den udendørs enhed støjer en del, på trods af at det var markedets mest støjsvage enhed ifølge databladene, og også at den jo i sagens natur ikke kan kobles til radiator og gulvvarmen. Den eneste måde vi kunne få gulvvarme på var stadig enten via oliefyr eller pejs.

Nu begyndte olieleverandørerne at informere voldsomt med de nye love som gør at olietankene skal udskiftes inden for en kortere årrække, og det fik mig til at intensivere mine bestræbelser på at finde et luft/vand anlæg som kunne erstatte oliefyret fuldstændigt. Det var ikke realistisk udelukkende at fyre i pejsen ud i al fremtid, tænk hvis man fik dårlig ryg! Og bare det at man ikke fik fyret en enkelt dag, gjorde at gulvet blev iskoldt og ubehageligt at gå på. Isoleringen kunne givetvis have været meget bedre, men det er ikke så nemt og billigt at lave om på, bare det at købe hardcoated energiglas som forsatsruder uden ramme koster i omegnen af 1000 kr. pr m2.

Jeg havde masser af kontakter til alle mulige leverandører, men alle de typer som jeg stødte på, havde de samme to ulemper som luft/luft anlægget. De havde en forholdsvis støjende udendørs køleenhed (>40 dB), og de skulle afrime helt op til 10 minutter en gang i timen, når temperaturen nærmede sig de 0 grader og luftfugtigheden var høj. Den elektroniske styring af afrimningen er relativt kompliceret og der er firmaer som er gået fallit på problemer specielt på dette område.
Så jeg var meget tilbageholdende, indtil jeg ved et rent tilfælde kom i kontakt med Ispinden fra Octopus i Sverige. Den syntes umiddelbart at have løst problemet med støj, idet der simpelthen ikke findes bevægelige dele i den udendørs enhed, og den havde heller ikke problemet med afrimning, tværtimod betragter den dannelse af is som et varmetilskud (1,4 kg is giver 1 kWh varme)!

Det så så lovende ud at jeg for alvor begyndte at interessere mig for fabrikatet. Jeg skrev med folk fra varmepumpe-forummet  heatpump.dk, opsøgte flere mennesker som allerede havde installeret anlægget og læste alt hvad der fandtes af litteratur om dette princip, undersøgte fordele og ulemper ved den benyttede kølemiddeltype R290 og om den var CE-mærket, om anlægget var godkendt, om man kunne få reservedele hvis firmaet skulle gå fallit osv. osv.  Jeg kom virkelig langt omkring, og der var undervejs mange forviklinger på grund af uvidenhed hos mig selv, men også blandt de mennesker jeg spurgte.

Langt om længe kom jeg til det resultat, at det skulle prøves i praksis. Af og til må man løbe en risiko for at komme videre, så jeg tog en dyb indånding, bestilte Ispinden og skrottede oliefyret og olietanken  fuldstændigt!

Undervejs i mine undersøgelser har jeg stødt på så mange fordomme, ligegyldige statistikker og uvidende eksperter, at jeg besluttede at lave nogle varmestatistikker baseret på professionelt måleudstyr. Disse statistikker vil så blive lagt ud på internettet løbende, så andre også kan få glæde af dem, og dermed måske gøre jeres overvejelser lidt lettere.

Jeg havde håbet at kunne sammenligne Ispinden med andre fabrikater, men indtil nu er det ikke lykkedes mig at finde brugere eller leverandører som stiller COP målinger til rådighed. Der findes naturligvis laboratoriedata, men ingen løbende statistikker under ”almindelige” driftsforhold, så det er derfor meget vanskeligt at sammenligne effektiviteten af de forskellige fabrikater.
Efterhånden som tiden går (skrevet okt-07), står det mere og mere klart, at leverandørerne simpelthen ikke tør. Det synes dem for farligt at stille brugernes forventninger til COP til et bestemt tal, fordi de så skal stå til regnskab hvis det ikke lever op til det sagte.

Til de af jer som måtte overveje andre fabrikater af luft/vand varmepumper: Spørg leverandøren om hvor stor gennemsnits-COP er ved f.eks. 0 grader og 95% luftfugtighed, når den udendørs enhed skal afrime næsten hver time!! Hvis han overhovedet kan svare, vil I blive meget overraskede.

For at resumere:
Selv hvis det skulle vise sig, at Ispinden skulle have nogle svagheder, så synes jeg at det følgende er så unikt og giver så store fordele, at det opvejer alt andet:

- Den udendørs enhed er næsten lydløs! Hvor finder man det undtagen ved jordvarme?
- Den kræver ingen tilladelse, hvilket kan være et stort problem ved jordvarme.
- Isdannelse bliver betragtet som et varmetilskud i modsætning til ALLE andre typer.
- Den bruger det mest miljøvenlige kølemiddel der findes, R290, som er HFC-frit; dvs. det er mere miljøvenligt  end R410A som bruges i luft/luft varmepumper.
- Der er intet strømforbrug til afrimning, og der er kun strømforbrug til een cirkulationspumpe. Billigere kan det ikke gøres.
- Alle indendørs komponenter, elektronik og kompressor, er standardvarer af god kvalitet. Selv hvis Octopus skulle gå fallit, kan de købes umiddelbart på det frie marked.

Vh

Carl Erik

Revideret 12/1-2007

www.jensensservice.dk


Built by Text2Html