Lidt tekniske data om Ispinden:
Ispinden er en luft/vand varmepumpe.
Den består af en indedel og en udedel og en rumføler. Der er ingen blæsere!
Indedelen indeholder en 3-faset 3kWatt Copeland kompressor (gælder for type 48) samt en varmeveksler, hvor varmen fra den sammenpressede gas overføres til centralvarmeanlægget. Kompressoren er en såkaldt on-off type og ikke en inverter. (aht. afrimning er det ikke en god ide at benytte inverterprincippet, dvs frekensstyring af omdrejningstallet).
Udedelen består af et 30 meter langt kobberrør (længden afhænger af typen) monteret med aluminiumsribber for at gøre overfladen så stor som muligt. Dette er naturligvis for at kunne få så maksimal ”kontakt” med den omgivende luft som muligt.
Derudover består Ispinden kun af en rumføler (en ptc-modstand på ca. 1 kohm), som via et kabel fortæller Ispindens elektronik, hvad den aktuelle temperatur er. Det er så op til brugeren at programmere en ønsket rumtemperatur en gang for alle, og elektronikken sørger så for at starte og stoppe kompressoren, når temperaturen i rummet er enten 0,1 grad over hhv. under den programmerede temperatur.
Man programmerer også max. fremløbstemperatur, og det er vigtigt at holde den så lav som muligt fordi effektiviteten (COP) er meget afhængig af fremløbstemperaturen. Ved gulvvarme er 35 grader ok, ved radiatorer skal man op på mindst 40 grader, men det er meget afhængig af om radiatorsystemet er dimensioneret ok og om det er enstrenget eller tostrenget.
Når max fremløbstemperatur er opnået, vil kompressoren også stoppe efter udløbet af timer-perioden på 5 minutter. Dette er også programmerbart.
For at undersøge om radiatorsystemet er dimensioneret til ”lavtemparatur”, kan man skrue ned for oliefyret til f.eks. 45 graders fremløbstemperatur på en kold dag. Hvis man stadig kan holde varmen i stuen, så vil Ispinden også kunne klare det.
Den ”væske” som cirkulerer i den udendørs enhed, består af ca 1 liter R290, som er det samme som propangas. Gassen er det mest miljøvenlige kølemiddel til dato, måske bortset fra CO2. Gassen komprimeres af kompressoren, afleverer sin varme i varmeveksleren, hvorefter den passerer en dyse, hvor gassen slipper ud til udendørsenheden. Temperaturen vil her være det samme som kogepunktet for propangas, nemlig omkring –42 grader, afhængig af temperatur og tryk. Fidusen er nu, at gassen opvarmes af sol – vind – fugtighed og af isdannelse. Som de fleste formodentlig kender det fra fryseren, så tager faseovergangen mellem vand til is lang tid og bruger en hel del energi. I Ispinden er dette faseovergangsfænomen at betragte som et energitilskud.
Et praktisk eksempel: Hvis udendørstemperaturen f.eks. er 12 grader, og det blæser kraftigt, vil returgastemperaturen være ca. +6 grader. Hvis det er helt stille, kan gastemperaturen være ca. -2 grader. Hvis der er –6 grader, kan gastemperaturen komme ned på –18 grader.
Forskellen mellem frem- og returtemperaturen er derfor det energitilskud, som moder natur har tilført Ispinden. Det eneste som den derefter skal gøre, er at flytte denne energi over i centralvarmesystemet. Varmepumpens ydelse varierer derfor ret så meget afhængig af de omgivelser og den temperatur som den udendørs enhed er placeret i, og det er derfor uhyre vanskeligt at sætte et præcist tal på Ispindens ydelse og effektivitet. Det varierer for en model 48 fra 4,5 kW til 11 kW ved de temperaturer og vindforhold som vi har oplevet i perioden 2007/08. (Laveste temperaturer har ligget omkring –6 grader)
Derfor måler jeg alle de ting, som kan have indflydelse på ydelsen og effektiviteten, så alle kan se hvordan den opfører sig under forskellige vejrforhold. Specielt bliver det spændende at se når forholdene er allerdårligst, dvs. når det er helt stille vejr, og temperaturen er under 0 grader, og der ikke er nogen luftfugtighed. Da vil COP droppe voldsomt, men heldigvis er der kun meget få af disse dage i Danmark.
R290 er et moderne kølemiddel, det er 10% mere effektivt end f.eks. R407C. R290 er HFC-frit, det er ikke i fare for at bliver udfaset som f.eks. R407C og R410A, som indeholder store mængder drivhusgasser. Til gengæld er gas i sagens natur brandfarligt, og det skal derfor behandles med varsomhed. Der findes en del cirkulærer som omhandler problematikken, og Miljøministeriet har derfor lavet et projekt med det formål at undersøge, om alle de mange cirkulærer og bekendtgørelser kan komme i konflikt med brug af varmepumper i private og offentlige rum.
Konklusionen er da gudskelov, for at sige det ultrakort, at problemet ikke er ret meget anderledes end f.eks. at opbevare campinggas, men der er brugt mange ord på udredningen, og det debatteres da også livligt på de dertil indrettede forums. (se bl.a. følgende ”tråd” på heatpump.dk: ”http://www.heatpump.dk/forum/viewthread.php?forum_id=9&thread_id=522&pid=3217#post_3217”)
Ellers er der vel kun at sige at Ispinden rent teknisk er utrolig enkel. Den fungerer som et køleskab, og teknikken er lige så velafprøvet og enkel.
Vh
Carl Erik
www.jensensservice.dk
revideret 31/3-2008
Built by Text2Html