Ispindens ydeevne i en rigtig kold vinter 2009/2010:
Jeg måler stadigvæk dagligt både ydelse og forbrug og COP og det kan måske være interessant for andre at høre hvordan den har klaret sig.
Jeg har provokeret mange til at komme med tilsvarende tal, men det er helt utroligt så lidt man har lyst til at sige. Jeg har spurgt ind til en 3 år gammel Vølund luft/vand som en af mine naboer har, samt en splinterny Bosch som en anden nabo har, samt fået lidt oplysninger telefonisk fra en Panasonic ejer. Resultaterne var ikke specielt opløftende så jeg har anmodet disse brugere om at dele ud af deres erfaringer på heatpump eller på facebook, men det er ikke så let.
Mit hus (100+50 m2) viser sig at skulle bruge ca 6 KW når vi vil have 21 grader i stueplan og 18 grader på 1.sal, og når temperaturen udenfor er gnst. 0 grader. Ved vindstille kan Ispinden (model48) lige præcis yde dette. Ved 10 m/s stiger mit varmebehov til 7 KW, og Ispinden kan stadig følge med og leverer 7 KW. COP ligger typisk på 2,1-2,3 ved denne temperatur. Gassen ligger typisk på 10-15 grader under den omgivende lufts temperatur.
Ved –5 grader skal huset bruge lidt mere, og Ispinden leverer lidt mindre. Dvs der er behov for ekstra varmetilskud, som i mit tilfælde er en brændeovn med gris. Hvis jeg ikke brugte den ville temperaturen i huset falde til 16 grader. COP er i denne situation ca 1,9.
Ved –10 grader og 0 m/s begynder det at gøre ondt. Huset skal bruge 8 KW, og Ispinden leverer kun ca 4 KW. Når man tager i betragtning at kompressoren i denne situation bruger 2,5 KW, (som jeg går ud fra omsættes til varmeenergi som også tilføres huset), så får man jo rent faktisk kun en optagen effekt fra luften på 1,5 KW, hvilket svarer til en COP på ca. 1,6.
Den allerlaveste ydelse jeg nogensinde har målt er 3,6 KW, men det var så også med tilisede stave og temperaturen nede under –10 grader. Gassen var da –25 grader.
COP var i årsgnst. 2009 på 2,6, i jan 2010 på 2,1 og i feb 2,0.
Det siger derfor sig selv at Ispinden ikke kan varme et hus op i sådan en vinter uden at trække på den indbyggede elpatron, som automatisk kobler ind når temperaturen falder 0,5 grad under den forudprogrammerede rumtemperatur, med mindre man har et helt utroligt velisoleret hus.
I min egen situation er det uden den store økonomiske betydning da jeg har fravalgt elpatronen fordi jeg bruger brændeovnen som tilskudsvarme, og jeg ville alligevel have fyret, i og med at jeg har adgang til meget billigt træ, men jeg har ondt af de mennesker som har baseret sig på el som tilskudsvarme; det har været dyrt med de enorme danske elafgifter. I de foregående 2 år var der kun behov for tilskudsvarme i ganske få dage, men i år har det været nødvendigt i snart 2 måneder.
Vh
Carl Erik
27. februar 2010
Built by Text2Html